Opstår vreden i klasseværelset, har vi ofte en tendens til at sende barnet ned på kontoret eller i skyggeskema i parallelklassen. Opstår den på en efterskole, bliver den unge måske sendt hjem på en “tænker”. Strategier som disse efterlader børn og unge alene med deres svære oplevelser og følelser. Men hvad nu, hvis fagpersoner begyndte at håndtere unges vredesudbrud på samme måde som de tilgår børn og unge, der reagerer med gråd?

Når vrede skjuler traumer

Alt for ofte overser vi, at vreden fortæller en historie – en historie, der blandt andet kan være en reaktion på, at grænser er blevet overtrådt.

Et ekstremt eksempel på dette ser vi i sagen om Kevin Werner, også kendt som ”hooligansagen” – den mest omfattende voldtægtssag i dansk retshistorie. Kevin Werner var leder af en hooligangruppe i Brøndby, hvor en stor gruppe unge drenge igennem flere år havde levet deres ungdomsliv. I 2023 blev han idømt forvaring for 1.300 voldtægtsforhold mod 15 unge drenge og én kvinde.

Det viste sig, at Kevin Werner gennem flere år havde udøvet magt, vold og seksuelle overgreb, samtidig med at han truede ofrene til tavshed. Hooligansagen viser os, hvordan overgreb ikke kun sker i hjemmet eller i nære relationer, men også i miljøer, hvor vold og magt spiller en central rolle. Den rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan spotter vi og hjælper de unge, der har oplevet overgreb og reagerer med vrede frem for sorg?

Hvorfor reagerer nogle med vrede?

Voldsparathed og eksplosiv adfærd kan være symptomer på dybe traumer. Unge, der har været udsat for overgreb, kan opleve en stærk indre uro, som de ikke kan sætte ord på – men som de kan handle på. Nogle søger vej ind i miljøer, hvor vrede bliver en accepteret eller ligefrem værdsat overlevelsesstrategi.

Vi ser det i hooligan- og bandegrupper, hvor unge med svære erfaringer søger fællesskab og beskyttelse. Krænkerne ved det og opsøger ofte netop de steder, hvor sårbare unge befinder sig. I disse miljøer hersker ofte en tavshedskultur, hvor det at sladre til enten hinanden eller politiet er utænkeligt. Det gør det lettere at begå overgreb, fordi risikoen for opdagelse er lav.

Desværre har omgivelserne en tendens til at se ofrenes vredesudbrud og voldsparathed som en del af en “kultur” – fremfor som en reaktion på de seksuelle overgreb, de har været udsat for.

Vi må turde se bag vreden

Som fagfolk, pårørende og samfund accepterer vi ofte den grædende overlever, men vender ryggen til den vrede. Men vrede er ikke et tegn på, at et overgreb ikke har fundet sted – det er ofte et råb om frustration, selvhad og hjælp.

Hvis vi vil forstå og støtte unge, der har været udsat for overgreb, må vi:

• Anerkende vrede som en legitim reaktion på traumer.
• Forstå, hvorfor nogle søger fællesskab i voldelige miljøer.
• Blive bedre til at identificere de unge, der kæmper med vrede frem for sorg.
• Oplyse om, at seksuelle overgreb foregår i alle miljøer – også dem, der er præget af homofobi, maskulinitetsideal og voldsparathed.
• Skabe trygge rum, hvor vrede overlevere kan få hjælp uden fordømmelse.
• Forebygge, at unge ofre, der håndterer deres traumer med voldsparathed, ender i en kriminel løbebane, der skader både dem selv og andre.

En nødvendig ændring

Vi må turde se bag vreden – ikke som en trussel, men som et nødråb. For først når vi anerkender vredens sprog, kan vi begynde at hjælpe dem, der har allermest brug for det.