Når vi møder unge med seksuelt bekymrende adfærd, er det ofte selve handlingerne, der naturligt tiltrækker sig opmærksomhed. Det er her, bekymringen opstår, og det er her, behovet for handling melder sig. Men hvis vi ønsker at forstå udviklingen tidligt nok til at kunne forebygge, bliver vi nødt til også at interessere os for det, der ligger forud for adfærden. For igen og igen ser vi nogle gennemgående mønstre hos de unge, som senere udvikler bekymrende seksuel adfærd: et lavt selvværd, en oplevelse af at stå udenfor fællesskaber, erfaringer med mobning eller gentagne nederlag i relationer. Det er ikke forklaringer i sig selv. Men det er mønstre, der kalder på, at vi undersøger, hvad de gør ved et ungt menneskes udvikling.

Hvad gør lavt selvværd ved udviklingen?

Selvværd er ikke blot en indre vurdering af, om man er “god nok”. Det er en grundlæggende måde at være i verden på, som påvirker, hvordan man indgår i relationer, hvordan man tolker andres reaktioner, og hvor meget man tør være i kontakt med andre. Når et ungt menneske gennem længere tid oplever sig selv som forkert, utilstrækkeligt eller socialt underlegent, sætter det sig i både krop og relationer.

Seksualitet udvikler sig ikke isoleret fra resten af livet. Den formes i mødet med andre mennesker – gennem gensidighed, nysgerrighed, usikkerhed og grænsesætning. Derfor bliver det svært at forestille sig, at seksualiteten udvikler sig uforstyrret, hvis et ungt menneskes relationelle liv er præget af utryghed eller tilbagetrækning. Måske er det netop her, nogle af de første forskydninger begynder.

Når isolation både beskytter og begrænser

For nogle unge bliver social tilbagetrækning en måde at passe på sig selv på. Hvis samvær med jævnaldrende er forbundet med risiko for at blive afvist eller gjort forkert, kan det give mening at trække sig. Det kan skabe en midlertidig ro.

Men samtidig opstår der en sårbarhed. For seksualiteten udvikler sig stadig. Og uden adgang til trygge, gensidige relationer kan det blive svært at øve sig i netop det, seksualitet kræver: at aflæse andre, tåle usikkerhed og være i noget, hvor man ikke har fuld kontrol.

I det rum kan seksualiteten begynde at koble sig til noget andet end gensidig kontakt. For eksempel fantasier eller situationer, hvor relationen er mere ensidig, og hvor risikoen for afvisning er mindre.

Er det kontrol – eller forsøg på at få det bedre?

Når nogle unge begynder at orientere sig mod relationer med større asymmetri, kan det være nærliggende at forstå det som et spørgsmål om dominans. Men måske er det værd at dvæle lidt ved, om det er hele forklaringen.

For hvad nu hvis noget af denne orientering også handler om at håndtere følelser? Følelser som skam, utilstrækkelighed, ensomhed eller vrede – som kan være svære at rumme og svære at være i over tid.

Hvis bestemte fantasier eller handlinger midlertidigt dæmper disse følelser, kan de få en funktion. Ikke nødvendigvis som et bevidst valg, men som noget kroppen og psyken gradvist lærer: “Når jeg har det sådan her, kan jeg få det anderledes ved at gøre det her.”

Det er ikke en forklaring, der står alene. Men måske er det en del af billedet.

Kan vi forstå det som følelsesregulering?

Seksuelt bekymrende adfærd er ikke det samme som selvskade eller spiseforstyrrelser. Konsekvenserne er forskellige, og når andre mennesker bliver inddraget og potentielt skadet, står vi i et helt særligt alvorligt felt.

Men måske kan vi alligevel tillade os at spørge, om der i nogle tilfælde findes en fælles mekanisme. At et ungt menneske forsøger at regulere en indre tilstand gennem en handling, der kortvarigt ændrer følelsen i kroppen. For hvis vi ikke undersøger funktionen af adfærden, risikerer vi at overse, hvorfor den gentager sig.

Hvad sker der, når kontrol føles tryggere end kontakt?

For unge med lavt selvværd kan relationer til jævnaldrende være forbundet med stor usikkerhed. De kan blive afvist. Grinet af. Afsløret som “ikke gode nok”. Det kræver en vis robusthed at kunne stå i. Hvis den robusthed ikke er til stede, kan relationer, hvor den anden ikke stiller samme krav, begynde at fremstå som mindre truende. Ikke nødvendigvis som et bevidst valg, men som en bevægelse mod det sted, hvor følelsen af utilstrækkelighed fylder mindst.

Her bliver oplevelsen af kontrol central. Ikke nødvendigvis som et mål i sig selv, men som en måde at undgå følelsen af at være lille eller forkert.

Det er værd at tage alvorligt – også før adfærden bliver tydeligt problematisk.

Hvis vi kun forstår udviklingen som et spørgsmål om adfærd, kommer vi let til at sætte ind for sent. Hvis vi derimod tør interessere os for det, der ligger under – selvværd, relationer og følelsesliv – åbner der sig andre muligheder for at intervenere tidligere.

Det betyder, at vi som fagpersoner skal turde spørge ind. Også når det er svært. Vi skal turde tale om seksualitet som en del af udviklingen. Og vi skal kunne rumme det dobbelte i, at en ung både kan have en adfærd, der skal stoppes, og samtidig være et menneske, der forsøger at håndtere noget svært.

Vi skal forstå for at kunne forebygge

Lavt selvværd skaber ikke i sig selv seksuelt bekymrende adfærd. Langt de fleste unge med lavt selvværd udvikler aldrig denne type mønstre. Men hos nogle bliver kombinationen af isolation, skam, vrede og manglende alternative måder at regulere følelser på en risikozone.

Hvis det er tilfældet, bliver forebyggelse også et spørgsmål om at styrke selvværd, skabe trygge relationer og hjælpe unge med at finde andre måder at være i deres følelser på.

Læs også min artikel om hvordan Seksualitet kan blive en måde at regulere følelser på.