Vi har en tendens til at forstå seksuelt bekymrende adfærd som noget, der står for sig selv. Noget, der først og fremmest skal kategoriseres, vurderes og stoppes. Og det er nødvendigt, for adfærden kan være grænseoverskridende og skadelig for andre. Men hvis vi stopper der, risikerer vi at overse det, der gør adfærden vedholdende. For i praksis er der ét spørgsmål, der bliver ved med at være centralt: Hvad gør adfærden for den unge? Når noget gentager sig, er det sjældent tilfældigt. Det har en funktion. Det ændrer noget i kroppen, i følelsen og i oplevelsen af sig selv. Og hvis vi ikke forstår den funktion, kommer vi til at arbejde med symptomet uden at påvirke det, der driver det.

I mange andre sammenhænge er vi vant til at arbejde med netop funktion. Når unge skader sig selv, spørger vi, hvad det regulerer. Når unge udvikler spiseforstyrrelser, spørger vi, hvad det giver dem en oplevelse af kontrol over. Men når det gælder seksuelt bekymrende adfærd, bliver vi ofte mere optaget af at definere og afgrænse end af at forstå. Det er forståeligt, men det kan begrænse vores mulighed for at intervenere tidligt. For hvis en adfærd dæmper uro, flytter fokus, giver intensitet eller skaber en oplevelse af kontrol, vil den have en indbygget fastholdende effekt. Ikke nødvendigvis fordi den unge tænker det sådan, men fordi kroppen lærer det: Det her virker – i hvert fald for en stund.

Seksualitet kan få en regulerende funktion

Seksualitet er tæt forbundet med kroppen, og netop derfor kan den få en stærk regulerende funktion. Den kan ændre en følelsestilstand hurtigt og effektivt. For nogle unge bliver denne kobling tydelig over tid. De opdager – bevidst eller ubevidst – at bestemte fantasier eller handlinger kan flytte dem fra én tilstand til en anden. Fra uro til ro, fra tomhed til intensitet eller fra skam til en oplevelse af at have overtaget. Det betyder ikke, at seksualiteten i sig selv er problemet, men det betyder, at den kan få en funktion, som gør den svær at give slip på. Også når adfærden udvikler sig i en retning, der bliver problematisk for andre.

Seksuelt bekymrende adfærd er ikke det samme som selvskade eller spiseforstyrrelser, og det er vigtigt at holde fast i forskellen. Når andre mennesker bliver inddraget og kan blive skadet, står vi i et andet og mere alvorligt felt. Men hvis vi ser på den underliggende mekanisme, er der noget genkendeligt. En indre tilstand, der er svær at være i. En handling, der ændrer den tilstand. En gentagelse, fordi det virker. Hvis vi ikke tør se den sammenhæng, risikerer vi at gøre adfærden mere uforståelig, end den er, og dermed sværere at arbejde med. Det handler ikke om at gøre det mindre alvorligt, men om at gøre det mere præcist.

Hvad betyder det for vores praksis?

Hvis vi tager funktion alvorligt, ændrer det vores udgangspunkt. For så bliver det ikke nok at spørge, hvordan vi stopper adfærden. Vi må også spørge, hvad der sker, hvis vi gør det uden at tilbyde noget andet. For hvis adfærden har haft en regulerende funktion, vil der opstå et tomrum, når den fjernes. Det betyder, at vi i højere grad må arbejde med timing og sammenhæng: Hvornår opstår adfærden? Hvad går forud? Hvilke følelser er til stede? Og hvad er det, der i øjeblikket bliver lettere bagefter? Når vi forstår disse mønstre, bliver det muligt at arbejde mere målrettet med alternativer.

Det betyder også, at arbejdet ikke kan stå alene med grænsesætning og kontrol. Det er nødvendigt, men det er sjældent tilstrækkeligt. Hvis vi vil skabe reel forandring, må vi hjælpe den unge med at udvikle andre måder at regulere sig på. Måder, der ikke involverer eller skader andre. Det kan være arbejde med at tåle følelser, at sætte ord på det svære, at skabe relationer, hvor man ikke er i konstant risiko for at blive gjort forkert, og at opbygge et mere stabilt selvværd. Uden disse alternativer vil behovet for regulering bestå.