I vores samfund taler vi gerne om unges personlige udvikling – om trivsel, selvværd og fremtid. Men den seksuelle udvikling bliver ofte parkeret et helt andet sted. Vi behandler den, som om den er løsrevet fra alt det andet, unge går igennem.
Det er et kæmpe problem. For personlig udvikling og seksuel udvikling hænger uløseligt sammen. Når vi adskiller dem, mister vi forståelsen for, hvordan seksualitet påvirker unges identitet, relationer og mentale sundhed – og vi mister vigtige muligheder for at gribe ind, når noget går galt.
Et emne, der fylder i den offentlige debat
I den offentlige debat hører vi ofte om overgrebsmateriale og andre former for kriminelt indhold online. Medierne fortæller om store politiaktioner, hvor tusindvis af billeder og videoer beslaglægges. Og mange stiller de samme spørgsmål: Hvem ser det? Hvordan kan det ske? Hvad tænker de på?
Vi leder efter enkle svar – men virkeligheden er mere kompleks. Nogle af dem, der har set overgrebsmateriale, er unge, som ikke nødvendigvis forstår, hvad de ser, eller hvorfor de søger mod det. For nogle handler det ikke om lyst, men om at håndtere følelser, der føles uoverskuelige.
Og netop derfor er det afgørende, at vi som voksne tør spørge ind til unges oplevelser, nysgerrighed og grænser – før stilheden får lov at gro.
Hvorfor sker det?
Puberteten er en tid, hvor tanker, følelser og grænser tager form. De fleste unge udforsker seksualitet gennem relationer, forelskelser og nysgerrighed. Men for unge med lavt selvværd, tidligere svigt eller social isolation kan digitale rum blive en fristende – og risikabel – vej til at søge bekræftelse.
Nogle havner i fællesskaber eller onlinefora, hvor grænser for, hvad der er acceptabelt, langsomt rykkes. Andre bliver direkte introduceret til overgrebsmateriale af personer, der udnytter deres sårbarhed. I begge tilfælde er risikoen for skam og hemmeligholdelse enorm.
Når ingen spørger ind
Unge fortæller ofte, at de aldrig er blevet spurgt direkte om deres oplevelser. At ingen har åbnet døren til samtalen. Og uden spørgsmål er der heller ingen tryg ramme at fortælle i.
Desværre har jeg været involveret i sager, hvor det er gået helt galt. Sager, hvor et menneske har begået så voldsomme overgreb mod et andet, at det har kostet liv. Når vi bagefter ser tilbage, opdager vi ofte, at der allerede i de unge år var tydelige tegn på mistrivsel – og på en seksuel udvikling, der var kommet skævt fra start.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad hvis nogen dengang havde turdet spørge?
Vi må turde stille spørgsmål, selv når de føles ubehagelige. For det er i det ubehag, at tilliden og ærligheden kan vokse.
Et ansvar vi deler
Ansvarlig samtale om unges seksuelle udvikling er ikke kun skolernes eller psykologernes opgave. Det er et ansvar, vi deler på tværs af alle voksne, der har med unge at gøre – forældre, lærere, pædagoger, socialrådgivere, sundhedsplejersker, psykologer, SSP-medarbejdere, trænere, klubpædagoger, plejeforældre, familiebehandlere, frivillige i ungdomsklubber, og endda naboer og familiemedlemmer, der er tæt på de unge.
Den, der spørger, kan være den, der bryder mønsteret.
Hvad kan vi gøre?
Hvis vi vil forebygge, at unge søger mod skadeligt indhold, skal vi:
- Skabe trygge rum, hvor de tør tale åbent om seksualitet.
- Give seksualundervisning, der handler om både lyst, grænser og følelser.
- Lære dem strategier til at regulere svære følelser uden at skade sig selv eller andre.
- Møde dem uden fordømmelse, når de deler svære oplevelser.
For unge, der allerede har set overgrebsmateriale, er et ikke-dømmende møde afgørende for, at de tør tage imod hjælp.
Stil spørgsmålene – og lyt til svaret.
At tale om overgrebsmateriale er svært. Men sværere er det at leve med oplevelsen i stilhed. Vi kan vælge at være de voksne, der tør høre svaret – også når vi frygter, hvad det er.
Tal tabuet ihjel. Stil spørgsmålene. Vær den, der tør høre svaret.