At tale om traumer kan virke overvældende – både for den, der har oplevet noget voldsomt, og for den fagperson, der skal være med til at åbne op for det svære. Derfor er det vigtigt at have enkle, visuelle redskaber, der kan skabe tryghed og give mening.

Et af de billeder, jeg ofte bruger, er saftevandsmetaforen.

Det er en metafor, der både forklarer og normaliserer den lange, krævende proces, det er at bearbejde traumer. Samtidig skaber den en mental afstand, som gør det nemmere for klienten at forholde sig til noget, der ellers kan være ubærligt.

Når traumet føles som koncentreret saft
Forestil dig, at et traume er som et glas med stærk, koncentreret saft. Det er alt for meget at drikke, som det er. For stærkt. For intenst. Så stærkt, at man helst undgår at røre det.Men – hvis vi langsomt begynder at hælde vand i glasset, ændrer det sig. Smagen bliver mildere. Det bliver lettere at tage ind, lidt ad gangen.

Sådan kan vi også forstå traumebearbejdning:

Når vi taler om det, der er sket – igen og igen, i trygge rammer – fortynder vi det følelsesmæssige ubehag. Ikke fordi vi fjerner traumet, men fordi vi hjælper kroppen og sindet med at kapere det.

En ny forståelse af forandring
Saftevandsmetaforen sætter ord på det, der ellers kan være svært at forklare: Hvorfor bliver det lettere at leve med noget, der engang var uudholdeligt? Hvorfor hjælper det at tale om det samme igen og igen? Og hvorfor kan det føles værre, før det føles bedre?

Metaforen tilbyder et svar fordi vi langsomt fortynder intensiteten.

For mange klienter giver billedet mening med det samme. De forstår, at det ikke handler om at “fjerne det”, men om at gøre det muligt at rumme. Og dét skaber motivation for at blive i processen – også når det gør ondt.

Gentagen bearbejdning gør det håndterbart
At tale om traumatiske oplevelser er sjældent en lineær proces. Det er ofte én skridt frem og to tilbage. Nogle gange bliver det værre, før det bliver bedre. Det kan virke som om, at “det hele kommer tilbage”. Men i virkeligheden er det en del af processen.Saftevandsmetaforen normaliserer, at man ikke bliver “færdig” med traumer i én samtale. Det kræver gentagelse, tålmodighed og et trygt rum.

Metaforen viser, at forandring tager tid. Ét glas vand gør ikke hele forskellen – men det første glas er nødvendigt. Og hver gang der tilføjes mere “vand”, bliver det lettere at rumme oplevelsen.

Forandringer klienter oplever under arbejdet med saftevandsmetaforen
Når jeg arbejder med denne metafor over tid, ser jeg, hvordan den følelsesmæssige intensitet omkring traumet gradvist reduceres. Ikke nødvendigvis dramatisk – men støt og mærkbart. Her er nogle af de typiske forandringer, jeg oplever hos mennesker i forløb:

• Mindre kvalme og fysisk ubehag, når det svære bliver italesat
• Evnen til at tale om traumatiske oplevelser uden at blive overvældet
• En mere sammenhængende forståelse af, hvad der skete – og hvordan det hænger sammen
• Nye perspektiver på oplevelsen og bedre adgang til refleksion
• Større tryghed ved at tale med venner, familie eller fagpersoner om det, der er sket
• Mere overskud til at bearbejde det svære, i stedet for at undgå det
• En voksende forståelse for, hvorfor der tidligere var modstand mod at tale om det
• Integration af oplevelsen som en del af livshistorien – uden at lade den definere alt

Metaforen som samtaleåbner
Det stærke ved saftevandsmetaforen er, at den er umiddelbart tilgængelig. De fleste har prøvet at blande saftevand. Alle ved, hvordan det føles, når noget er for stærkt. Og hvordan noget kan ændre karakter, når det får lov at blandes op.

Derfor kan metaforen bruges allerede tidligt i samtaleforløbet, som en måde at afmystificere arbejdet med traumer. Jeg bruger den både i individuelle forløb, i gruppeforløb og i supervision med fagpersoner, som selv er berørt af belastende sager.

Hvorfor virker det?
Saftevandsmetaforen virker, fordi den:

• er konkret og visuelt genkendelig
• bygger på en hverdagserfaring, der ikke er farlig
• skaber en forståelsesramme for noget, der ellers er uforståeligt
• giver klienten en oplevelse af fremdrift, selv når forandringen er lille

Det vigtigste er måske, at den normaliserer ubehaget og tydeliggør, at det faktisk er en del af processen at føle mere i en periode. Klienten forstår, at det ikke er fordi det ikke virker. Det er fordi det virker.

En terapeutisk metafor, der styrker motivationen
Når vi arbejder med mennesker, der har oplevet seksuelle overgreb eller andre voldsomme hændelser, møder vi ofte en naturlig modstand mod at tale om det. Det gør ondt. Det river op. Mange er bange for, at de bliver revet med af smerten, hvis de først åbner døren.

Saftevandsmetaforen giver et håb. Du bliver ikke revet med. Du bliver ikke kvalt. Du lærer at hælde lidt vand i ad gangen – og på den måde kan du selv regulere intensiteten. Det giver styrke og en følelse af kontrol, som er en vigtig del af helingen.

At bearbejde traumer er ikke en lineær eller hurtig vej. Men med de rette billeder og redskaber kan vi gøre rejsen mere tryg og forståelig. Saftevandsmetaforen er én af de måder, vi kan holde fast i kontakten, også når det er svært – og bevæge os fremad, én dråbe ad gangen.