Når et barn, en ung eller en voksen ikke kan eller tør tale om det, de selv har oplevet, kan det være nødvendigt at skifte perspektiv. Ikke for at undgå det svære – men for at nærme sig det på en måde, der føles tryg.

Psykologlegen er en metode, jeg bruger til netop det. Det er ikke en “leg” i traditionel forstand, men en legende tilgang, hvor klienten får lov til at være i rollen som psykolog. Rollen som hjælper giver en ny vinkel – og åbner ofte en dør til tanker og følelser, der ellers er svære at sige højt.

Når klienten bliver bedt om at hjælpe “en anden”, der ligner dem selv, opstår der ofte en overraskende klarhed. Afstanden skaber tryghed, og det bliver lettere at formulere, hvad der er svært. Og samtidig bliver der åbnet for en dybere kontakt til egne behov og erfaringer – uden at man behøver sige: “Det handler om mig.”

Eksempel på spørgsmål, jeg bruger i legen:

• “Hvad tror du, den her person har brug for?”
• “Hvordan ville du selv hjælpe én, der havde oplevet det samme?”
• “Er der noget, man skal være ekstra varsom med at spørge om?”

Gennem spørgsmålene inviteres klienten til at tænke med og føle med – og langsomt nærme sig det, de ellers holder på afstand.

Et eksempel på, hvordan det lyder i praksis
Her er et eksempel på, hvordan psykologlegen kan tage form i en samtale. Jonas er navnet på den fiktive klient, som vi sammen forsøger at forstå og hjælpe. Gennem samtalen bliver det tydeligt, at den, vi i virkeligheden taler om, også kunne være klienten selv.

Anne: “Hvad tror du, Jonas har brug for? Hvad er vigtigt, jeg spørger ham om?”
Klient: “Jeg tror, det er vigtigt at spørge om hans mor. Og måske hans bedste ven.”
Anne: “Tror du, jeg skal spørge lidt ind til hans far også?”
Klient: “Måske. Men du skal vente lidt. Indtil han stoler på dig.”
Anne: “Hvordan tror du, han reagerer, hvis jeg spørger nu?”
Klient: “Han siger nok, at han ikke gider snakke om det.”
Anne: “Hvad skal jeg gøre, hvis han siger det?”
Klient: “Så skal du bare tale om noget andet. Og så prøve igen senere.”
Anne: “Så jeg skal give det tid?”
Klient: “Ja. Han skal føle sig tryg først.”
Anne: “Hvordan kan jeg hjælpe ham med det?”
Klient: “Du skal vise, at du er der. Og at du ikke giver op.”
Anne: “Så det handler om at være tålmodig?”
Klient: “Ja. Og at vise, at du forstår.”

Gennem samtalen sætter klienten ord på behov, grænser og følelser, som ofte afspejler deres egne. Uden at skulle tale direkte om sig selv, kommer noget vigtigt i spil.

Derfor virker psykologlegen
Psykologlegen skaber en ramme, hvor klienten får en oplevelse af kontrol og kompetence. Det kan være særligt vigtigt for mennesker, der har oplevet seksuelle overgreb, omsorgssvigt eller gentagne tab. I rollen som hjælper er man ikke længere “den, det hele sker for”, men én, der kan forstå, vurdere og støtte.

Det skaber både distance og adgang. Klienten får mulighed for at reflektere over temaer som grænser, tillid, skyld og skam – men i et tempo og en form, der ikke overvælder.

Metoden virker særligt godt, når:

• klienten har svært ved at tale direkte om sig selv
• skam og skyld forhindrer åbenhed
• tidligere terapeutiske erfaringer har været for konfronterende
• klienten har lav tillid til voksne og autoriteter

Det betyder ikke, at klienten nødvendigvis skal erkende, at det “i virkeligheden handler om mig”. Pointen er netop, at det ikke behøver være eksplicit. Nogle gange skal legen bare få lov til at stå alene – som en indre bearbejdning, der får plads i sit eget sprog.

Et redskab med plads til kompleksitet
Psykologlegen kan bruges alene, men ofte kombinerer jeg den med andre metaforer og redskaber. Især oplevelsesskabet og saftevandsmetaforen, som begge skaber forståelse og struktur i arbejdet med traumer.

Hvor oplevelsesskabet hjælper med at placere det svære et sted, og saftevandsmetaforen normaliserer, hvordan bearbejdning fungerer, giver psykologlegen mulighed for at tale uden at tale direkte.

Sammen giver de tre redskaber:

• et visuelt sprog for det, der ellers er ordløst
• muligheden for at tilpasse samtalen til klientens tryghedsniveau
• fleksible greb til både børn, unge og voksne

Når vi tør lege med det alvorlige
Psykologlegen viser, hvordan noget så enkelt som en rolleskifte kan skabe adgang til det, der ellers er gemt bag tavshed, skam eller frygt. Den minder os om, at leg ikke er det modsatte af alvor – men en vej ind i det alvorlige.

Når vi som fagpersoner tør bruge legen som metode, åbner vi for nye måder at møde mennesker i det svære på. Vi viser, at man godt må tage en omvej. Og at det nogle gange er den omvej, der gør det muligt overhovedet at komme frem.

Læs også de to andre blogindlæg i serien:
[Oplevelsesskabet – et terapeutisk værktøj til at bearbejde traumer]
[Saftevandsmetaforen – et enkelt billede på kompleks traumebearbejdning]