Oplevelsesskabet er et enkelt, men virkningsfuldt redskab, som kan hjælpe klienter med at skabe orden i kaotiske og traumatiske oplevelser. Ved at sætte ord og struktur på det svære, kan samtalen være med til at reducere symptomer og skabe ro i sindet. I dette indlæg får du en introduktion til, hvordan oplevelsesskabet kan bruges i terapeutisk praksis.

Når vi arbejder med mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb eller andre voldsomme oplevelser, har de ofte ikke et sprog for det, de har været igennem. Det er her, oplevelsesskabet bliver relevant.

Oplevelsesskabet er et terapeutisk redskab, der hjælper med at organisere svære oplevelser og placere dem et sted i sindet, hvor de ikke længere dominerer hele det indre rum. Det handler ikke om at glemme – men om at skabe struktur og overblik, så oplevelsen ikke fortsat står og roder midt i bevidstheden.

Samtalen skaber overblik og struktur
I det nederste billede ses, hvordan samtalen og bearbejdningen gør det muligt at placere oplevelsen et andet sted i bevidstheden. Oplevelsen er stadig en del af personens historie – men den fylder ikke alt. Den er parkeret, og dermed reduceres belastningen og de mentale ekkoer.

Når oplevelsen fylder alt
På øverste billede (i den visuelle version af redskabet) ser vi, hvordan en voldsom oplevelse – der endnu ikke er blevet forstået eller bearbejdet – fylder midt i skabet. Den skaber symptomer, forstyrrelser og mentale “ekkoer”. Det kan vise sig som uro, angst, vredesudbrud eller følelsen af at være fastlåst i noget, man ikke kan få greb om.

Når vi taler med mennesker om deres oplevelser, hjælper vi dem med at skabe mening og sammenhæng. Det gør det muligt at flytte oplevelsen væk fra midten – og stille den ind på en mental hylde.

Som terapeutisk redskab kan oplevelsesskabet bruges til at:

• motivere til at tage hul på bearbejdningen
• skabe et fælles sprog om svære eller ordløse oplevelser
• støtte klienten i at skabe afstand til overvældende følelser
• give en visuel og forståelig forklaring på, hvorfor noget bliver ved med at fylde

Sådan bruger jeg oplevelsesskabet i min praksis

Teksten herunder er en rekonstruktion af, hvordan en terapeut kan tale om oplevelsesskabet i praksis.

”Jeg kan jo sagtens forstå, hvorfor det er svært at komme her, og selvfølgelig har du ikke lyst til at snakke om det – fordi man har jo ikke lyst til at snakke om noget, der er rigtig, rigtig svært.

Men det er bare sådan, at nogle gange står vi med nogle oplevelser, som vi ikke ved, hvad vi skal gøre af. Du skal ligesom forestille dig, at hele din hjerne er en form for oplevelsesskab, og derinde er der alle mulige forskellige hylder. Der er en hylde for, hvordan du går til fødselsdag, hvordan du går på arbejde og så videre.

Og så er der nogle af de her oplevelser, som man ikke aner, hvad man skal stille op med. Man ved ikke, hvad den her oplevelse betyder, og man ved ikke, om det der skete, var ens skyld eller andres. Og det gør, at vi smider de her oplevelser ind på bunden af skabet.

Det er de oplevelser, der får deres eget liv. De popper op på de mest irriterende tidspunkter – måske når du skal sove, lave lektier eller er sammen med nogen, du holder af. På alle mulige tidspunkter, hvor du ikke har bedt om det.

Og nogle gange kan det fylde så meget i bunden af skabet, at man står og holder på skabslågerne med alle kræfter, så det ikke vælter ud. Det kan også gøre, at det bliver svært at få nye livsoplevelser ind i skabet.

Så det, jeg tænker, vi skal det næste stykke tid – når du har lært mig at kende – er, at vi stille og roligt åbner det her skab sammen. Så kigger vi på, hvad det er, du har gemt væk, og prøver at finde ud af: Hvad skete der? Hvad skal jeg tænke om det? Var det min skyld? Var det ikke min skyld? Er det okay, det jeg føler?

På den måde begynder vi at skabe mening i det. Vi kan ikke ændre det, der er sket, men vi kan ændre betydningen af det. Og det betyder, at du kan få en ny position i forhold til det, der er sket.

Og det, der er virkelig gavnligt, når oplevelsen kommer op på en hylde, er, at det nu er dig, der bestemmer, hvornår du vil kigge på den. Ikke oplevelsen, der styrer dig.

Der kan være tidspunkter, hvor du ikke har lyst til at kigge på det – og det er helt fint. Du skal til sommerfest, du skal på arbejde, du skal i biografen. Så lukker du bare skabet. Men andre gange bliver du nødt til at åbne det. Sætte dig ned og holde et ‘kaffemøde’ med det svære.

Det handler om at finde ud af, at det er dig, der bestemmer, hvornår der skal holdes møde med traumestoffet – og ikke omvendt. Og det kan du først gøre, når du har fået et forhold til det.”

Et fælles sprog for det indre kaos
Når klienten begynder at forstå, at det ikke er deres skyld, at det roder – og at det faktisk kan organiseres – sker der noget. De oplever, at det bliver muligt at være i det svære uden at vælte. At de selv kan være med til at bestemme tempoet og rækkefølgen.Metaforen bliver ikke bare et pædagogisk værktøj. Den bliver en måde at tage magten tilbage.

Traumebearbejdning kræver mere end én samtale og mere end én metode. Men oplevelsesskabet giver et fælles udgangspunkt. Et indre kort. Et sprog, som både klient og terapeut kan bruge, når det føles uoverskueligt. Og nogle gange er det netop dét, der gør hele forskellen: At vi tør åbne lågen – sammen.