I Phuket, Thailand vågner 21-årige Mathias op en sen eftermiddag – desorienteret og forvirret. Han befinder sig i en fremmed lejlighed, en fremmeds seng og en fremmed thailandsk mand befinder sig nede mellem Mathias’ ben. Mathias når kun at registrere de ukendte omstændigheder, før han igen falder ned i bevidstløshedens mørke dyb i lejligheden i et af Phukets absolutte slumkvartere.

I 2017 drager Mathias sammen med sin bedste ven på ferie til Thailand. De holder begge sabbatår, og nyder livet med snorkling og afslapning på de smukke, thailandske strande. Den sidste ferieaften beslutter de sig for at tage ud og skåle på en fantastisk ferie. De når dog kun at indtage enkelte øl, før alt omkring dem sortner.

16 timer senere vågner Mathias i en thailandsk mands seng og indser, at han har misset sit planlagte fly til Danmark. Mathias har ingen idé om, hvordan han er havnet i den situation, for på dette tidspunkt har han endnu ikke erkendt, at han er blevet drugged og udsat for drug rape.

Drug rape betyder, at en person indtager stoffer uden selv at være bevidst om det, hvorefter vedkommende bliver så påvirket, at overgrebspersonen kan gennemføre et overgreb. En undersøgelse af Larsen & Hilden fra 2016 viser, at der er flere forekomster af drug rape hos mandlige end kvindelige voldtægtsofre.

Mathias finder senere ud af, at vennen fandt vej til lufthavnen og flyet mod Danmark, men Mathias selv endte derimod med at blive hos den thailandske mand fem dage mere.

“Hvorfor gik du ikke bare?”
Mathias møder ofte en undren omkring, hvorfor han ikke bare forlod mandens lejlighed, tog sine ting og sprang på det første fly til Danmark. I lang tid reflekterede Mathias også selv over, hvor fysisk overlegen, han var i forhold til den relativt lille thailandske mand, og hvorfor Mathias derfor ikke bare havde slået ham ned. Men manden havde groomet og truet sig til at have fået et psykisk greb  i Mathias, som han ikke så nemt kunne undslippe.

Manden tilbød ydermere Mathias stoffer, og grundet den galoperende angst, tog han imod. Stofferne blev en måde for Mathias at udholde situationen på, og han blev derfor ved med at tage imod stofferne, han fortsat blev tilbudt. For når Mathias var høj, var angsten væk:

“(…) hvis jeg ikke kunne få nogle stoffer, havde jeg ikke lyst til at leve.”

Både indtagelsen af stoffer og de seksuelle overgreb fortsatte i de fem dage, Mathias tilbragte i lejligheden. Mathias var blevet så “afhængig” af stofferne, at han gav manden, hvad han ville have af seksuelle ydelser, for at kunne være i sit eget sind. Hvis Mathias afviste mandens seksuelle tilnærmelser, blev han råbt af, skældt ud og tvunget til at være ædru i sin angst.

Den psykiske terror og stofferne holdt Mathias fanget i den lille, primitive lejlighed, selvom der ikke fysisk var noget, der holdt ham tilbage. Men i nogle tilfælde kan kroppen komme så meget i alarmberedskab, at flugten fra en given situation bliver mere stressende end den idé om kontrol, det giver at blive – man bliver holdt fast af usynlige fangearme. Dette er Mathias’ historie et eksempel på.

“Er du så homo?”
Da Mathias kom tilbage til Danmark, ytrede han sig ikke om voldtægten til nogen. Konsekvenserne af overgrebet kunne dog omkring årsdagen for hændelsen ikke holdes tilbage, og Mathias begyndte at opleve angstanfald og en spirende depression – symptomer, der i høj grad ses hos mandlige voldtægtsofre. Da vidste Mathias, at det var på tide at bryde tavsheden.

Et Facebookopslag om voldtægten blev Mathias’ måde at bryde tavsheden på og kommunikere til sin omgangskreds, hvad han havde været udsat for. Mange reagerede med støtte og positive kommentarer. Men ikke alle. Særligt mange af de mænd, der ytrede sig om Mathias’ hændelsesforløb, skuffede ham gevaldigt:

“Du sidder og fortæller om overgreb, og det eneste, de kan fokusere på, er, om du er homoseksuel.”

Mathias oplevede det ligeledes hos de psykologer, han konsulterede sig hos. Alle havde et stort fokus på kønnet i overgrebet, og hvordan Mathias ‘burde’ reagere som mand:

“Var du homo? Nej. Så må du være vred! Det er de klassiske mande-ting. Men jeg havde undertrykt vreden.”

Mathias har altid været heteroseksuel, og har aldrig fundet mænd tiltrækkende. Det overdrevne fokus på om han var blevet homoseksuel, beskriver Mathias som noget af det sværeste at håndtere. For fokus på, at han havde været udsat for alvorlige overgreb forsvandt i baggrunden. Men også den thailandske mands psykiske terror var svær for ham at forklare andre mænd:

“Det er en ting, som mange mænd ikke helt forstår. For når jeg fortæller om det psykiske, så siger de, at jeg jo bare kunne havde slået ham.”

Mænd kan også voldtages
Der eksisterer multiple stærke og fremtrædende myter om voldtægt af mænd, som lever i bedste velgående. Meget tyder på, at sådanne misforståelser, såsom at det ikke er muligt at voldtage en mand eller at en mandlig erektion og udløsning absolut er tegn på en positiv seksuel oplevelse, påvirker manges forståelse af voldtægt begået mod mænd.

Mænd søger også sjældnere hjælp i forbindelse med voldtægt og seksuelle overgreb end kvinder, hvilket kan skyldes det tabu, der har rod i mange mænds maskulinitetsforståelse. Det er således ikke fordi, det ikke sker. Sandsynligheden for et stort mørketal, hvad angår mænd udsat for voldtægt, er derfor stort.

Når en mand udsættes for voldtægt, udfordres mange i deres klassiske forståelse af “mand”. Mange mænd er bekymrede for at fremstå svage, idet den klassiske forståelse af maskulinitet ofte er forbundet med en stærk fysik, kontrol og en forståelse af, at manden kan beskytte andre – og i allerhøjeste grad sig selv. Voldtægt af mænd går derfor imod den klassiske mandeforståelse, og mange mænd har af den grund svært ved at åbne op omkring og sætte ord på det skete, eftersom de har en forståelse af sig selv som en  svag mand i situationen. Det er netop denne følelse og forståelse, Mathias’ oplevede.

Der eksisterer således en særlig kønsproblematik i forhold til voldtægter. Kvinder bliver typisk gennem deres opvækst opfordret til at passe på og være forsigtige, når de går hjem. Mange kvinder er vokset op med en forståelse af, at der er en reel risiko for voldtægt grundet deres køn og fysik. Det forholder sig derimod anderledes med mænd, der sjældnere får at vide, at de skal tage sig i agt for voldtægtsforsøg. Så når mænd udsættes for voldtægt, er det for mange dybt chokerende, forvirrende og traumatiserende. 

Fordomme forstærkes af sproget – men kan også mindskes af selv samme
Hvis vi skal fordomme om voldtægt af mænd til livs, er det nødvendigt at behandle måden, vi taler om det på. For når forskellige former for stigmatiserende sprogbrug og forståelser ytres ofte nok og opnår hegemoni, er de med til at diktere måden, hvorpå vi forstår og oplever verden. De er med til at skabe en fælles virkelighed – også til trods for, at den ikke er faktuelt rigtig og skyldes manglende viden. Det er derfor væsentligt at være opmærksom på, hvordan vi generelt taler om voldtægt – og måske i særdeleshed om voldtægt af mænd, eftersom det kan have store konsekvenser for de involverede og berørte parter.

Mathias’ historie illustrerer, hvordan de fordomme, som vi mennesker naturligvis er bærere af  – kan være skadelige. Det er derfor vigtigt, at historier som Mathias’ bliver fortalt – og at vi andre tager os tid til at lytte til historierne og søge at forstå, hvilke mekanismer, der har været på spil samt den kompleksitet, der særligt hersker, når det er en mand, der udsættes for voldtægt.

Mathias har dog også oplevet nogle smukke fællesskaber ved at dele sin historie, og efter sin medvirken i TV2-programmet ‘Giv mig manddommen tilbage’, er det oplagt for mig at spørge Mathias, hvordan han har det med sin manddom i dag:

“Hvis jeg skal være helt bundærlig, så er jeg nok den fucking største mand, der eksisterer på dansk jord lige nu. Jeg er fuldstændig flydende i mine følelser og jeg hviler så meget i mig selv lige nu.”

Og med dette positive, opløftende citat, der giver håb, vil jeg afrunde denne artikel.

Du kan høre min samtale med Mathias i Overgrebets Stemmer lige her