Fortællingen om en datter, der i sit barndomshjem bliver udsat for overgreb af sin far, er desværre en fortælling, som går igen på tværs af kulturer og samfund. I Sunnies fortælling er der dog også en mor, som ikke griber ind – trods viden om overgrebenes eksistens.
Sunnie er gæst i min podcast ”Overgrebets Stemmer” som du kan høre her.
Sunnie kan ikke præcis huske, hvornår overgrebene startede. Men i de tidligste minder er hun fem år gammel. Hun husker, hvordan hun lå i sengen med sin mor, far og små søskende og ikke ønskede, at moren skulle opdage noget. Det gjorde hun dog, og hun hentede endda Sunnies far i Sunnies seng – uden at reagere på det. Sunnies far var en spændende mand, der altid havde gang i en masse projekter og tog familien med på ture.
”Min far var den, der elskede mig, han gjorde det bare på en forkert måde,” fortæller Sunnie blandet andet i podcasten. Moderen virkede til gengæld ligeglad og distanceret på Sunnie.
Når overgrebsmanden også fortæller godnathistorier
Mange tænker, at en forurettet aldrig vil have kontakt med sin overgrebsmand igen. Det er også tilfældet for mange ofre for seksuelle overgreb. Men i Sunnies tilfælde er overgrebsmanden også det menneske, som har læst godnathistorier, smurt madpakker og draget omsorg. I sådanne tilfælde kan det være ekstremt svært for børn at fortælle om deres overgreb, selvom de har et brændende ønske om at komme af med hemmeligheden. De ønsker simpelthen ikke at skade eller miste kontakten til forælderen. Men Sunnie forsøgte faktisk at sige det gentagne gange; til pædagoger, klassekammerater og til sin egen mor. Men i 1960’erne var der ikke mange, der lyttede til et barns fortællinger om, hvad far gjorde i børnesengen derhjemme.
Terapi som redning
Sunnie blev som 18-årig en af de første i Danmark i slutningen af 1970’erne til at begynde på et gruppe- og terapisamtalehold sammen med andre seksuelt misbrugte. Her fik Sunnie mulighed for at fortælle sin sammenhængende historie. Noget, hun havde haft brug for.
Når jeg hører Sunnie fortælle, finder jeg det interessant, hvordan tematikker såsom tvivl, forvirring og skyld fylder relativt lidt hos Sunnie i forhold til andre, der har været udsat for seksuelle overgreb. Tematikker, der ofte sætter dybe spor. Det kan muligvis skyldes den hjælp, som Sunnie fik for 40 år siden i form af terapien. At den tidlige terapi har mindsket skammen, som hjemsøger mange efter et overgreb. For Sunnie er der ingen tvivl om terapiens effekt:
“Det der med at få et moralsk kodeks, og at blive genopdraget; hvad er normalt og hvad er ikke normalt? Det var det, som terapien gik ud på. Det har ikke bare været min redning, men også mine børns redning, at jeg gik i terapi som ganske ung,” fortæller Sunnie.
Selvom Sunnie i dag har talt meget om overgrebene, så er søvnproblemer, lydfølsomhed og introverthed stadig en stor del af hendes hverdag. I følge Sunnie, så giver overgreb i barndommen et knæk i ens personlighed, som forandrer en for livet. Sunnie scanner stadig mennesker og rum for at mindske ubehagelige oplevelser. Sunnies møde med terapi tidligt i livet har hjulpet hende meget og bidraget til at mindske skammen. Men den fjerner selvfølgelig ikke minderne.
Børn der vokser op med overgreb
Mange børn, der vokser op i familier med omsorgssvigt og overgreb, kan opleve at gå rundt i en konstant tilstand af stress. Kari Killén, norsk socialrådgiver og forsker, har formuleret udtrykket “det forudsigelige uforudsigelige”, som jeg mener, er en dækkende beskrivelse for disse børns nervesystemer. Det er forudsigeligt, at der vil komme noget ubehageligt som et overgreb, men det er uforudsigeligt hvornår, og hvordan det sker. For at få kontrol over overgrebet, går børnene rundt i et konstant forhøjet alarmberedskab derhjemme. Noget, som Sunnie også genkender:
“Jeg har ikke været bange for noget som lå udenfor hjemmets fire vægge. Jeg har været angst inden for hjemmets fire vægge. Det påvirker mig stadig i dag, ved at jeg har meget svært ved at sove. Jeg tør ikke sove.”
Konfrontation med fortiden
I barndommen var det farens overgreb, der fyldte. Men i Sunnies voksne liv, er det moderens passivitet, som fylder. Som voksen konfronterede Sunnie sine forældre med overgrebene. Faren responderede på en måde, som er typisk for overgrebspersoner. Han fortalte, hvor hårdt, det også havde været for ham. Og Sunnies mor ville på ingen måde tage ansvar for det, der var foregået i barndomshjemmet. Sunnies terapiforløb havde gjort, at hun med fornuften vidste, at hun ingen skyld havde, trods forældrenes fornægtelser. Sunnie holdt fast i sin version af sandheden, og det fik Sunnie til at droppe alt kontakt til dem. Det var ikke længere muligt for hende at have noget som helst med dem at gøre. På en måde var det faktisk en befrielse for Sunnie at droppe kontakten, for der droppede hun også ideen om, at det nogensinde ville blive bedre.
Når man taler om seksuelle overgreb, er det vigtigt at huske på, at et menneske er meget mere end det eller de overgreb, der har fundet sted. Hvad det vil sige, kan du høre mere om i min samtale med Sunnie, hvor hun blandt andet udtaler:
“Jeg synes, at jeg har et godt liv, for jeg har besluttet mig for at få et godt liv. Jeg har haft et godt liv i mange år. Men det betyder ikke, at alt er lyserødt”