I den seneste uge har mange fulgt sagen om Marius Borg Høiby, der er blevet dømt for blandt andet voldtægt og vold. Sagen har forståeligt nok vakt stærke følelser og stor opmærksomhed.

Når sådanne sager rammer forsiderne, handler debatten ofte om straf, ansvar og konsekvenser. Det er vigtigt. Men som psykolog bliver jeg samtidig optaget af et andet spørgsmål.

Hvornår begyndte bekymringen?

For mennesker udvikler ikke seksuelt krænkende adfærd fra den ene dag til den anden. Når alvorlige overgreb finder sted, ligger der ofte en længere historie forud. En historie, som vi sjældent interesserer os for, når sagen først er blevet offentlig.

Seksualiteten er ofte det blinde punkt

Når børn og unge mistrives, er de fleste fagpersoner gode til at spørge ind til skole, familie, venskaber, trivsel og psykisk velbefindende. Men seksualiteten bliver ofte glemt.

Det undrer mig, for seksualiteten er en naturlig del af menneskers udvikling. Ikke mindst i ungdomsårene, hvor identitet, relationer og grænser er under udvikling. Alligevel møder jeg mange fagpersoner, som fortæller, at de sjældent spørger ind til seksualitet. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de er usikre på hvordan. Hvad må man spørge om? Hvordan gør man det på en respektfuld måde? Og hvad gør man, hvis man bliver bekymret over det, man hører?

Det er forståelige spørgsmål. Men konsekvensen kan være, at vi overser et vigtigt område af den unges liv.

Vi skal turde interessere os for de tidlige tegn

Når vi taler om forebyggelse af seksuelle overgreb, kommer fokus ofte til at ligge på potentielle ofre. Det er naturligvis vigtigt. Men forebyggelse handler også om at opdage og forstå seksuelt bekymrende adfærd hos børn og unge, før adfærden udvikler sig.

Det kræver, at vi tør være nysgerrige. At vi tør spørge ind til relationer, grænser, seksualitet, pornografi, samtykke og den unges forståelse af andre mennesker. Ikke fordi vi skal mistænkeliggøre unge. Men fordi vi skal forstå dem.

For når vi ikke interesserer os for seksualiteten, risikerer vi at overse problemer, som måske kunne være blevet håndteret langt tidligere.

Forebyggelse kræver modige samtaler

Jeg oplever ofte, at fagpersoner er lettede, når de får konkrete redskaber til at tale om seksualitet. For mange af os er det et område, vi ikke har fået tilstrækkelig undervisning i. Det betyder, at seksualiteten let bliver det emne, vi springer over.

Men hvis vi vil forebygge seksuelle overgreb, kan vi ikke nøjes med at tale om seksualitet, når noget er gået galt.

Vi skal tale om den som en naturlig del af børn og unges udvikling.

Vi skal turde stille spørgsmålene tidligere.

Vi skal turde reagere på vores bekymring.

Og vi skal turde hjælpe, før skaden er sket.

For den vigtigste indsats starter sjældent i retssalen.

Den starter længe før.