Fars lille pige: to ting fagpersoner kan lære af serien
TV 2-dokumentarserien ”Fars lille pige” følger Sarah, der som voksen opsøger sin far for at få ham til at fortælle sandheden om det, han aldrig blev dømt for. Jeg har fulgt tilblivelsen af serien, og den sætter lys på to ting, som alle, der arbejder med børn og unge, har brug for at forstå: hvad der sker med hjælpen, når retten frifinder – og hvordan børn reagerer, når de ved, hvad deres fortælling kan udløse.
Fars lille pige – TV 2-dokumentarserie

Når en sag om seksuelle overgreb ender i retten, håber vi, at retssystemet kan give et svar. Og det er rimeligt. Retten skal afgøre, om nogen kan dømmes, og den skal gøre det efter strenge krav til beviser.

Men i mit arbejde ser jeg igen og igen, hvad der sker bagefter, når der ikke kommer en dom. For mange, der har været udsat, bliver retsafgørelsen til mere end en juridisk konklusion. Den bliver til omgivelsernes fortælling om, hvad der skete. Og så risikerer vi som fagpersoner at trække hjælpen tilbage netop dér, hvor der er allermest brug for den.

TV 2-serien viser, hvad tavsheden koster

Sarah husker, hvordan hendes far forgreb sig på hende, da hun var barn. Mange år senere opsøger hun ham med en plan: Hun vil have ham til at fortælle sandheden. Hun optager ham i hemmelighed. I andet afsnit fortæller Sarahs to yngre søstre også om de overgreb, de har været udsat for.

Jeg har fulgt dokumentaren i dens tilblivelse, og vil gerne anerkende den for det, den viser. For den gør to mekanismer synlige, som vi ellers sjældent får at se.

Den første mekanisme er, hvor stigmatiserende det kan være at få rettens ord for, at der ikke er fundet beviser på et overgreb. For den, der har været udsat, kan en frifindelse lyde som en dom over en selv: Det, du fortalte, holdt ikke.

Og ofte får det meget konkrete konsekvenser. Behandlingen stopper. Traumebehandlingen bliver ikke bevilget. Terapien og støtten forsvinder, fordi der jo – officielt – ikke er sket noget. Det er et systemisk problem, og det er alvorligt, fordi det rammer mennesker, der har brug for hjælp.

En retssag stiller ét spørgsmål: Kan det bevises ud over enhver rimelig tvivl? Vores faglige spørgsmål er et andet: Hvad har dette menneske brug for? De to spørgsmål skal have lov at leve hver for sig. Et barn eller en ung kan have brug for hjælp til at bearbejde det, de har oplevet, uanset hvordan sagen endte.

Børn mærker, hvad deres fortælling kan udløse

Den anden mekanisme, serien viser, er, hvor svært det er for børn at fortælle, når de ved, hvad konsekvenserne kan blive.

Hvis et barn har oplevet – eller frygter – at det at fortælle betyder at blive fjernet hjemmefra, så bliver fortællingen påvirket. Barnet kan holde noget tilbage. Fortælle en del og stoppe. Trække det hele tilbage, når det indser, hvad der nu kan ske. Det er en meningsfuld reaktion fra et barn, der forsøger at beskytte sig selv, sine søskende og ofte også den forælder, det stadig er knyttet til.

Vi kan ikke altid ændre de konsekvenser. Nogle gange er en anbringelse den rigtige beslutning. Men vi skal vide, at det, et barn fortæller, altid skal tolkes i det lys. Når en fortælling er usammenhængende eller bliver trukket tilbage, kan det være frygten, der taler. Det er den, vi skal lytte efter.

Tre spørgsmål kan hjælpe dig med at lytte bedre

Når du taler med et barn eller en ung, hvor der kan være overgreb i spil, kan det hjælpe at have tre spørgsmål med dig. Det første og det sidste handler om samtalen med barnet. Det midterste stiller du til dig selv.

1. Hvad tror barnet, der vil ske? Spørg direkte ind til frygten, før du spørger ind til hændelsen. ”Hvad tænker du, der sker, hvis du fortæller mig noget?” eller ”Er der noget, du er bange for, at jeg vil gøre?”

2. Hvad ved barnet om konsekvenserne – og hvordan farver det fortællingen? Det her spørgsmål er til dig selv. Har barnet været anbragt før? Har en søskende? Har nogen sagt, hvad der sker, hvis barnet fortæller om sine oplevelser?

3. Hvad kan jeg love – og hvad kan jeg ikke? Vær ærlig om, hvad der sker med det, barnet fortæller. Lov aldrig hemmeligholdelse, du ikke kan holde. ”Hvis du fortæller mig noget, der gør mig bekymret, skal jeg sige det videre.”

Hjælpen må ikke afhænge af en dom

Hvis vi vil støtte børn og unge, der har været udsat for overgreb – også når retssystemet ikke kan give dem et svar – må vi:

  • Holde behovet for behandling adskilt fra sagens juridiske udfald, både når vi visiterer og når vi taler med familien.
  • Sige højt til den unge, at en frifindelse handler om, hvad der kan bevises i en retssal – og at vi stadig tager hendes oplevelse alvorligt.
  • Spørge ind til, hvad barnet frygter, før vi spørger ind til, hvad der er sket.
  • Tolke tilbagetrækninger og tavshed som noget, der har en funktion, og undersøge den.
  • Dokumentere den sammenhæng, barnet fortæller i, så fortællingen kan forstås af dem, der kommer efter os.

Alle gør deres bedste med de ressourcer, de har – også de fagpersoner og systemer, der har svigtet i sager som denne. Men vi kan blive klogere. Se serien sammen med dine kolleger, og tal om, hvad I ville have gjort.

Læs videre

25.000 aflytninger viser, at vi har brug for flere nuancer om seksuelle overgreb
25.000 aflytninger viser, at vi har brug for flere nuancer om seksuelle overgreb

25.000 aflytninger viser, at vi har brug for flere nuancer om seksuelle overgreb

Overgrebets Stemmer har rundet 25.000 aflytninger. For mig er det mere end en milepæl for podcasten. Det fortæller, at der er et stort behov for viden, sprog og konkrete faglige perspektiver på seksuelle overgreb – også når virkeligheden ikke passer ind i vores forestillinger om, hvem der bliver udsat, hvem der krænker, og hvordan et overgreb ser ud. For jo bedre vi forstår nuancerne, desto bedre bliver vi som fagpersoner til at få øje på det svære, spørge ind og handle.

Læs mere