Jeg har arbejdet med psykologien omkring seksuelle overgreb i over 20 år. Sjældent har jeg set en film, der med så mange gode detaljer og på så kort tid indkapsler kompleksiteten i en overgrebssag. Dobbeltfejl gør det – og den gør det med en varme og en præcision, der rammer mig fagligt.

Filmen handler om et seksuelt overgreb mellem jævnaldrende drenge i 13-14-årsalderen. Om to mødre, der er gode veninder. Og om alle de kræfter, der sættes fri, når det sker. Den har fået topkarakterer næsten overalt, og det er velfortjent.

De tre unge skuespillere er fremragende. Efter overgrebet ser vi alle tre drenge – og vi ser det hele. Stilheden. Skylden. Skammen. Forvirringen. Det ordløse. Det er svært at spille, og det er spillet så troværdigt, at jeg genkender det fra mit eget terapirum.

Filmen rammer også de voksne præcist. Mødrenes reaktioner, de til tider fraværende fædre, psykologen, der prøver at skabe ro. Og lillesøsteren, der som den eneste i familien siger højt, at hemmelighederne må stoppe.

Tak til instruktør Amalie Næsby Fick og manuskriptforfatterne Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcel. I har lavet en film, der er med til at tale tabuet ihjel. Den giver fagpersoner, forældre og unge et fælles billede at tale ud fra – og det har vi brug for.

Chokket rammer også den, der har krænket

Vi ved godt, at stilheden og det ordløse kan opstå hos den, der har været udsat. Filmen viser også det, jeg igen og igen møder i mit arbejde: at chokket kan ramme den, der har krænket. Mange af de unge, jeg har i forløb, er dybt chokerede over det, de har gjort. Over at det var dem.

Netop fordi filmen er så god, sidder jeg som psykolog tilbage med en tanke, da rulleteksterne kører: Det er først nu, arbejdet begynder. Og det er dét arbejde, vi som fagpersoner risikerer at overse, hvis vi tror, at en undskyldning lukker sagen.

Vi svinger mellem bagatellisering og overreaktion

Filmen fanger et pendul, jeg ser i rigtig mange sager. I den ene ende står bagatelliseringen – “drengestreger”, som en af fædrene kalder det. I den anden ende står den totale overreaktion, hvor forældrenes egne følelser tager over.

Begge dele er forståelige. Alle gør deres bedste med de ressourcer, de har. Men begge dele har det til fælles, at nysgerrigheden forsvinder. Ingen sætter sig ned med de unge og spørger: “Hvordan har du det? Hvad skete der?”

Også skolelederen handler hurtigt og samler forældrene allerede dagen efter. Det er godt ment. Men det viser, hvad der sker, når der ikke findes en plan for, hvad vi gør, når et overgreb sker. Mange steder, jeg kommer – skoler, opholdssteder, institutioner – er netop i gang med at lave den plan. Det er et af de vigtigste skridt, vi kan tage.

Hemmeligheden er en ekstra byrde

Når vi taler om børn og unge, der har været udsat for overgreb, ved vi, at det kan være dobbelt belastende at skulle bære en hemmelighed alene. Filmen viser, at det samme gælder den, der har krænket. Når de voksne beslutter, at ingen må vide noget, lægges der et ekstra lag oven på det, der allerede er svært.

Og hemmelighederne smitter. Når der ikke kan tales om det svære derhjemme, finder den unge andre fortrolige. Det gør den unge sårbar – også over for voksne i fritidslivet, der ikke har gode hensigter.

Undskyldningen er begyndelsen

Ret tidligt i filmen siger en politibetjent til forældrene, at det, drengene har brug for, er anerkendelse og en undskyldning. Det er en af de vigtigste sætninger i filmen. Og den er præcis.

I mit arbejde med genoprettende samtaler mellem den, der har været udsat, og den, der har krænket, arbejder jeg med tre led:

1. Anerkendelse. At det, der skete, bliver sagt højt og anerkendt af den, der gjorde det.
2. Undskyldning. En undskyldning, der er rettet mod den anden, og som tager ansvar for det, der skete.
3. Forklaring. En forståelse af, hvad der skete, og hvorfor. For hvis du ikke kan forklare, hvorfor det skete, kan du heller ikke love, at det ikke sker igen.

Filmen giver os de to første. Det tredje led – og hele bearbejdningen bagefter – er det, jeg ønsker mig i en del 2.

Del 2 skal handle om livet bagefter

Titlen Dobbeltfejl kommer fra tennisbanen. Og i tennis ved man, at det vigtige arbejde sker i omklædningsrummet efter kampen, når den gennemgås og bearbejdes. Den film vil jeg gerne se:

• Hvordan lever de videre? Hvordan kommer den, der har krænket, tilbage i skole? Hvordan får den, der har været udsat, lyst til at komme i skole igen?
• Den genoprettende samtale. Et forløb, hvor de unge mødes i en tryg ramme med støtte – og hvor forklaringen får plads.
• Forældrenes krise. Hvordan elsker man sit barn, når man opdager, at barnet har en seksuelt bekymrende side? Den ambivalens, den sorg og den ensomhed møder jeg hos mange forældre. De har sjældent nogen at tale med.
• Ansvaret. Hvem har egentlig ansvaret, når en 14-årig udvikler bekymrende adfærd? Når et barn har det svært generelt, kan det også sætte sig i den seksuelle adfærd.

Omkring en tredjedel af de seksuelle overgreb mod børn bliver begået af andre børn og unge. Derfor har vi brug for at forstå dem, der krænker. Som en del af en faglig forståelse, der kan forebygge, at det sker igen.

Det kan vi gøre i morgen

Hvis vi vil hjælpe både den, der har været udsat, og den, der har krænket, må vi:

• Holde fast i nysgerrigheden, også når skyld og straf fylder. Spørg de unge, hvordan de har det, og hvad der skete.
• Hjælpe hele systemet. Familierne omkring de unge har også brug for støtte.
• Have en plan, før det sker. Hvad gør vi på vores skole, institution eller opholdssted, når der sker et overgreb mellem børn?
• Spørge ind til den seksuelle arena – også i fritidslivet og i relationer til voksne trænere og ledere.
• Give plads til forklaringen, så undskyldningen kan blive til forandring.

Se Dobbeltfejl – gerne sammen med dine kolleger – og tal om den bagefter. Spørg ind! Så er det lettere at få det sagt. For når vi tør blive i samtalen efter kampen, kan vi hjælpe alle tre drenge videre.